Langs Stiplede Linier
Mit navn er MentoR
mit arbejde kan forekomme enkelt;
at tage varer på en dreng,
mens han bliver voksen.
Det første er det sværeste.
Det sidste klarer naturen.
1-3: Hans lille organisme tager næring til sig
og vokser uden synderlig vejledning,
men at lære ham at holde på en ske,
at tøre læberne før han drikker af sit krus,
og at hælde mere mælk på cornflakesene fra den store mælkekande,
uden at spilde,...
...nej, det klarer han også
næsten af sig selv.
Det er det han allerhelst vil,
og jeg kan se han kæmper for at mestre det.
4-5: Jeg præsenterer ham for den summeriske lertavle
med det pythagoræiske bevis den ene dag,
og for bogstavet B den næste.
Han optager begreber og arbejdsgange
som han optager næringsstofferne
og de tilsatte vitaminer.
6-9: Jeg fortæller ham om skrumpehoveder, Darwin og Wedgewood,
om svampehyfer, forgreningsmønstre, planteceller,
og bogstavet C som i Celle og Carbon.
10-13: Jeg viser ham
de jyske jydepotter,
det tyske sortler,
den danske cement
og den hvide kaolin fra Bornholm.
14: Viser ham industrierne,
som Royal copenhagen
og blåfarveværket i Modum.
15-17: Kobberoxydens giftigt grønne
som svovldampene fra Vesuvs inferno,
Dantes djævle og Herculanums polychrome by.
17-21: Den antikke arkitekturs problemer
får han ind med byggeklodserne
og de orientalske dufte fra køkkenet.
De eksotiske frugter på kryderihylden
og lægeurterne i apoteket.
22-25: Langs stiplede linier skriver han,
krampagtigt i starten,
- de bogstaver jeg viser ham dag for dag;
t, o, R
som i MentoR.
Men med tiden mestrer han også dem
og de lodrette strøg til l, f, k, t
vokser sirligt som forårsløg i haven.
26-27: Han følger mit eksempel,
både det gode og det dårlige.
Og når han leger med sine figurer
kan jeg hører at Peter Schlemihl
og hans skygge
er blevet optaget i drengens pantheon.
Hans navn er Telemachos.
Han lærer forbløffende hurtigt
og jeg håber mine stiplede linier
vil fører ham på rette vej
til han bliver voksen,
eller hans far er tilbage fra Troja.
Sophus Ejler Jepsen 2015
Langs Stiplede Linier
glaseret og uglaseret porcelæn, stentøj, og lertøj,
med kobolt, cement, gips, kalk og flint
i glasvitrine af kalket træ, bemalet med cement
Sophus Ejler Jepsen 2015
Det LER
26. marts - 30. april
Tirs-fre 11-18, lør 11-15
Galleri Ann Linnemann
Kronprinsessegade 51
Nyboder
København K
annlinnemann.blogspot.dk
foto: SEJ 2015
Sophus Ejler Jepsen